LØNSTRUP: Lønstrup Café Bio viser onsdag 6. marts kl. 19.30 det dansk/islandske drama ”Vinterbrødre”, som er instrueret af Hlynur Palmason.

Filmen modtog ni priser ved den seneste Robertuddeling.

Den er et socialrealistisk drama om konflikter mellem brødrene Emil og Johan og industrielle arbejdere i en kalkmine.

- Emil har været i minen med sin bror Johan i fem-syv år. Ned, hakke kalk, op, vaske af. Han kender ikke rigtigt andet.

Indtil en dag, hvor der er én fra sjakket, der bliver alvorligt syg af Emils hjemmebryg, som han sælger for håndører. Og bossen finder ud af, at den uklare, brune eliksir består af kemikalier stjålet fra kalkbruddets kemikalierum.

Emil forestiller sig, at han er kæreste med nabopigen Anna. Han kaster en snebold på hendes rude og stjæler hendes trusser. I en vidunderlig scene ser vi, hvordan Emil finder ud af, at Anna og broren har sex. Den bygges langsomt op, før Emil udstøder et brøl. De ender i et voldsomt realistisk slagsmål, som er overbevisende, fordi volden konstant ligger på lur i det maskuline univers, hedder det om filmen.

Filmen vises også den 7., 8. og 10. marts kl. 19.30.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...