Garder fra Løkken stod vagt under hendes Dronningebesøg

LØKKEN: Tidligere på året blev fhv. byrådsmedlem og borgmester Birthe Andersen, Løkken af Dronningen slået til Ridder af Dannebrog.

Som det er skik tog hun derfor til København for personligt at takke majestæten.

- Man skal ikke melde sin ankomst i forvejen, men blot møde op til audiens. Det var der 94 personer der havde valgt at gøre den samme dag, som jeg var der, fortæller Birthe Andersen.

- Det siger sig selv, at der ikke kan blive mange minutter til hver, men alt var meget velorganiseret, og man får en god modtagelse.

- Jeg var inde hos Dronningen 2-3 minutter. Hun var meget imødekommende og nem at tale med. Blandt andet spurgte hun interesseret ind til turismen i Løkken. Det synes jeg er ret bemærkelsesværdigt i betragtning af, at Dronningen ikke kunne vide, at lige jeg fra Løkken kom den dag, siger Birthe Andersen, som også understreger, at det hele var en meget stor oplevelse.

Birthe Andersens datter Helle Glyø ledsagede sin mor til København og forevigede begivenheden med at billede fra slotspladsen med en garder bagved.

- Efter vi kom hjem til Løkken har jeg fået oplyst, at garderen bag mig på billedet er en Løkken"dreng", nemlig Rasmus Mejlholm søn af Marianne og Per Mejlholm, Løkken. Det var da et meget pudsigt tilfælde, som vi slet ikke var klar over, da billedet blev taget, slutter Birthe Andersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...