VRÅ: Vejende flag og kranse var over de nye huse på den gamle slagterigrund forleden.

Boligselskabet Nordjylland holdt rejsegilde på 24 lejligheder på Vrås nyeste gade – Carl Scharnbergvej, og som det sig hør og bør, var tiden inde til at sige tak til håndværkerne.

Der var flere talere – først Troels Bidstrup Hansen, der er formand for Boligselskabet – derefter Borgmester Arne Boelt og endelig Henrik Grøn fra Arne Andersen.

Bidstrup Hansen takkede parterne for godt samarbejde og sagde, at der åbenbart ikke er grænser for, hvad der kan ske i Vrå.

Arne Boelt var i godt humør, og også han takkede for godt samarbejde mellem bygherre - Boligselskabet Nordjylland, entreprenør Arne Andersen og Hjørring kommune.

Boelt kom i øvrigt lige fra et møde i Åbybro, hvor man havde fået sit første trafiklys. Han havde her sagt til sin kollega Mogens Gade fra Jammerbugt, at han var på vej til Vrå… og han sagde faktisk til Gade på vendelbomål: ”at sånt jet wil wi da åsse ha i Wro”…og spurgte Arne Larsen-Ledet: Hwen wil I ha’æ… og fik hurtigt svaret, at et nok var lige i underkanten.

Henrik Grøn fra Arne Andersen takkede håndværkerne for godt arbejde – og roste dem ud over det for, at der ikke havde været et eneste uheld på byggepladsen. - I passer på jer selv og hinanden, sagde han, og sluttede med et velvalgt Carl Scharnberg citat: ”Ingen kan alt, men alle kan noget – og sammen kan vi endnu mere”

Så var der varme pølser… og selv den iskolde nordenvind susede om hjørnerne, kunne ikke ødelægge den gode stemning – ej heller smagsoplevelsen. Og som en sagde: Er der noget, der er bedre end en hot dog? Jo to hot dogs... var håndværkersvaret… og det er svært at være uenig.

Slagterigrunden var ved at være Vrås sorte firkant, og den er nu på vej til at blive et flot og centralt beliggende boligområde… og takket være Arne Andersen, kunne man fristes til at give Troels Bidstrup Hansen ret:

- Der er åbenbart ingen grænser for, hvad der kan ske i Vrå.

Boligselskabet er allerede begyndt at leje ud, og man er velkommen til at ringe, hvis man er interesseret.

LL

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...