LØKKEN: Restaurant Løkken Badehotel har udvidet med et selskabslokale. Pejsestuen, som lokalet hedder, er indrettet bag ved restauranten i det område, der i ”de gode gamle dage” var badehotellets lille sal. Lokalet har gennemgået en total renovering med paneler og nyt inventar og lysekroner for at genskabe den gamle badehotelstil.

- Vi har længe haft behov for et separat lokale til selskaber. Der er stor efterspørgsel på at holde selskab her inde i midtbyen, hvor både det hyggelige bymiljø med Torvet og stranden er inden for gåafstand. Pejsestuen har plads til ca. 80 personer, oplyser restauratør Michael Larsen.

Lokalet har siden ombygningen for 30 år siden været indrettet med pejs og fungeret som fællesstue for ejerforeningens medlemmer. Der er indgang til Pejsestuen og garderobe gennem både restauranten og hotelreceptionen fra gården.

- Der er megen nostalgi knyttet til lokalet. Udsigten gennem vinduerne er ud til badehotellets legendariske gård med værelsesfløje, terrasse og toppede brosten.

- Og så er vi meget stolte og glade for, at vi her fået lov til at dekorere væggene med smukke gamle Løkkenmalerier. De er venligst er udlånt fra Løkken Billedsamling, som i øjeblikket ikke selv har udstillingsfaciliteter, slutter Michael Larsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...