Strandkasse opstillet blandt ved Løkken

LØKKEN: Saml affald på stranden og deltag i Kystlotteriet - opstart i efterårsferien

Kystlotteriet i Norge har gennem flere år været en stor succes.

Projektet går i al sin enkelthed ud på at samle affald langs strandene og indsamlere får derigennem mulighed for at være med i lodtrækning om fine præmier.

Nu kommer Kystlotteriet til Danmark og fire nordjyske kommuner er de første, som er med.

Kystlotteriets lodder samt affaldssække ligger klar i flere strandkasser på vestkysten i Hjørring, Frederikshavn, Jammerbugt og Thisted kommuner.

Og det er let at komme i gang. Gå ned på stranden, tag en sæk eller snup en fra strandkasserne, saml affald og sæt et Kystlotterilod på posen og stil den ved strandkassen.

Så deltager du i Kystlotteriet om flotte præmier, sat på højkant af lokale sponsorer langs vestkysten og af sponsorer fra Norge.

At der også er præmier fra Norge er ingen tilfældighed, da Kystlotteriet er en norsk opfindelse og en del af EU Interregprojekt, Ren Kystlinje - sammen om et rent Skagerrak.

Et af resultaterne fra projektet er, at jo mere marint affald, der samles op på den danske vestkyst, jo mindre driver der videre til Norge og den svenske skærgård.

Det er meget mindre krævende at samle strandaffaldet ind fra de brede sandstrande på vestkysten i Danmark, end mellem skærene og klipperne i den svenske og norske skærgård.

- Præmierne fra os er en slags hjælp til selvhjælp", udtaler Sten Helberg, som er initiativtager til Kystlotteriet i Norge. og han fortsætter:

- At give et spahotelophold eller et weekendophold i et fyrtårn i Oslofjorden som lotteripræmie til Danmark, er vores måde at sige tak på. Og håbet er, at vi også får mulighed for at glæde frivillige i Norge med lotteripræmier fra Danmark, når vi i 2019 fortsætter og udvider samarbejdet om Kystlotteriet i Norge og Danmark.

Som naturkommune er Hjørring Kommune med til at løbe dette gode initiativ i gang i Danmark. Og det sker i tæt samarbejde med nordjyske nabokommuner.

- Vi er ikke i tvivl om, hvorfor Kystlotteriet er blevet så stor en succes i Norge. For alle vinder i Kystlotteriet. Ikke mindst naturen.

Ordene kommer fra Laila Zielke, kommunalpolitiker (S) i Hjørring Kommune og medlem af Teknik- og Miljøudvalget. Og hun forklarer videre:

- Lokale og turister gør en stor forskel ved at samle affald ind og er samtidig med i lodtrækningen om attraktive præmier.

Sponsorerne, indtil videre primært fra turisterhvervet, giver præmier til en god sag. Også de er med til at holde de lokale strande og feriesteder rene og attraktive. Og endelig får kommunerne samlet endnu mere affald ind.

- Derfor håber jeg, at vi i 2019 kan fortsætte Kystlotteriet og arbejde aktivt for at endnu flere danske kommuner og erhvervslivet via Kystlotteriet har lyst til at bidrage til en renere kystlinje, slutter Laila Zielke.

I Hjørring Kommune er der foreløbig opstillet kasser med lotterisedler og sække ved strandene i Tversted, Tornby og Løkken.

Indenfor kort tid får også Kjul Strand og Husmoderstranden i Hirtshals materiale tilgængeligt.

Lodderne samles fra de fire kommuner og der trækkes lod om de mange præmier midt i december. Læs mere på www.kystlotteriet.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...