Vrå Amatørteater er igen klar med en Astrid Lindgren-klassiker

VRÅ: Når publikum indfinder sig til årets vinterspil i Hønsehuset i Vrå, så skal de have styr på deres tegnebøger og andre værdigenstande.

Hønsehuset på Stadionvej vil nemlig være fyldt med røvere.

Vrå Amatørteater opfører således Astrid Lindgren-klassikeren Ronja Røverdatter.

Amatørteatret står også bag den årlige revy i Vrå, men for nogle år siden besluttede man sig for at prøve at søsætte en forestilling omkring vinterferien for - og til en vis grad med - børn og unge.

Det er sjette gang, at der er vinterspil i Hønsehuset - instruktør er Jesper Frydkjær, mens Andreas Svaneborg er kapelmester.

Som de fleste ved, så er det Sebastian, der oprindeligt komponerede musikken til Ronja Røverdatter.

Men udover skuespil og skønsang, så kan publikum ifølge Lisbeth Bak - formand for Vrå Amatørteater -også glæde sig til at se kulisserne, som en god håndfuld mænd har knoklet med.

Opgaven har været så krævende, at de efter sigende har været tæt på at sige op til tider, men det har de selvfølgelig ikke fået lov til ...

Ronja Røverdatter handler om røverkongen Mattis’ datter Ronja, der møder Borka-røverens søn Birk ude ved helvedesgabet i de vilde svenske skove.

Rollen som Ronja spilles af Lærke Lill Vestergaard, mens Holger Krogh-Andersen har rollen som Birk.

Ronjas far spiles i øvrigt af hende rigtige far, Anders Vestergaard, så de har kunnet øve sig med hinanden i både Hønsehuset og hjemme over aftensmaden.

I alt medvirker 13 personer på scenen.

Tidligere har amatørteatret blandt andet opført Pippi Langstrømpe og Emil fra Lønneberg i Hønsehuset - her kunne ret små børn også være med blandt publikum, men da Ronja Røverdatter har en fortløbende handling, hvor man helst skal følge lidt med, så henvender stykket sig ifølge Lisbeth Bak som udgangspunkt fra fem år og op.

Ronja Røverdatter opføres seks gange - der er to forestillinger 9. februar, to forestillinger 10. februar samt to forestillinger 16. februar.tn

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...