Strandrensning og konkurrence i havplast-figur inspireret af Løkkens DNA

LØKKEN: Race for Oceans er en event, der henvender sig til alle med passion for havet. Den har fokus problemet med plastikforurening.

Masser af friske familier var derfor mødt op på Sdr. Strandvej i Løkken for at være med til årets første strandrensning. Der blev samlet tæt ved 200 kilo plastaffald.

Som afslutning deltog grupperne i en lille konkurrence foran North Shore Surf Cafe. Der blev lavet fantasifulde figurer af det havplast man havde fundet, inspireret af Løkkens DNA. To vindere modtog gavekort fra Vestevent og Huset Havs.

Efterfølgende blev alt affaldet kørt på genbrugsstationen i Løkken, og dermed er det væk fra naturen.

Race for Oceans ved founder Signe Simonsen havde, i samarbejde med Vestevent, North Shore Surf og Huset Havs fra Løkken, taget initiativ til årets første fælles Strandrensning ved Løkken, idet der ligger rigtig meget plastikaffald på strandene fra vinterens storme.

Alle fire virksomheder ønsker med denne event at sætte fokus på problemerne med den stigende plastikforurening i havene omkring os og understøtter med denne aktivitet Verdensmål 14 - Livet i havet.

Der bliver gensyn med Signe Simonsen og Race for Oceans i Løkken, når hun igen til sommer laver stafet fra Sild til Skagen. Den tidligere elitesvømmer står bag konceptet ”Race For Oceans”. Gennem sport, oplysning og strandrensninger sætter hun fokus på det stigende problem med plastik i Nordsøen og i Verdens have.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...