Ferguson snurrer: Veteranværkstedet i Uhrenholdts Gård har haft veterantraktor under behandling

VRÅ: For et halvt år siden fik Gert Lykkegaard en Ferguson 26 foræret af ejeren af Stae Vingård. Den havde engang gjort tjeneste i vinmarken, men de sidste par år havde den stået ude – og det kunne ses… og mærkes.

Gert forærede traktoren til Veteranværkstedet i Uhrenholdts Gård. Ingen opgave er umulig for Uhrenholdt-drengene, og Gert, Kim, Leif, Bent og Carsten kastede sig over den gamle Ferguson - en klassiker med typebetegnelsen TE-A 20 - den traktor, der mere end nogen har revolutioneret dansk landbrug.

Pladen med stelnummer var væk, men et støbenummer i blokken afslører, at den gamle dame er fra 1951 – altså måske en af de traktorer der kom til Danmark via Marshal hjælpen.

Der var mange ting, der skulle laves, det vidste man – og ved nærmere eftersyn fandt man flere. Koblingen skulle skiftes, startgearkontakten og generatoren ligeså… og så var der en meget skæv fælg og et dårligt dæk. Motoren sad fast, toppen skulle af, der blev slebet ventiler, monteret nye kølerslanger, alle ledninger skulle skiftes, nye lygter, ny tændspole, ny olie på motor, gearkasse og bagtøj, nye instrumenter, original maling til kr. 200,- pr. liter osv… osv.. Jo, der var nok et og andet at se på. Der blev læst i manualer, bestilt reservedele over nettet – og med flid og dygtighed, flair og talent lykkedes det i torsdags drengene at komme i mål. Den 68 år gamle dame var som genfødt, og snurrede igen lystigt. Det var lige før man kunne ane køleribberne smile

Nu er det så planen, at traktoren skal sælges. Det bliver vemodigt, men man satser på at gå på udkik efter en anden spændende dame til at tager under kærlig behandling.

LL

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...