Fisker Henrik Nielsen valgte at fiske i Kattegat fra Sæby Havn på grund af januars mange storme

LØKKEN: Forleden rundede fisker Henrik Nielsen Skagen i sin fiskerbåd HG 440 Grete Cecilia på vej hjem til Løkken. Han har fisket fra Sæby siden midt i februar.

- Det var simpelt hen så frustrerende med de mange storme i januar, så jeg gik og spekulerede på en løsning med at fiske i Kattegat.

- En dag ringede jeg til AC Mejerimaskiner, og de var klar med en blokvogn, og så var beslutningen taget på få minutter. Båden blev læsset, og det gik mod Sæby havn.

For Henrik Nielsen var det ukendt farvand, men han fik det råd fra havnefogeden at dreje til venstre, når han sejlede ud af havnen. Og det skulle vise sig at være et godt råd.

- Det har været godt fiskeri. Jeg har fisket masser af stenbider, og det er der gode penge i lige nu. Nu er grunden lagt for årets resultat, så jeg er glad for, at jeg tog beslutningen. Jeg har også høstet gode erfaringer, så jeg vil ikke tøve med at gøre det igen, fastslår Henrik Nielsen.

Da det var tid at få båden tilbage til vestkysten, startede Henrik Nielsen fra Løkken en morgen kl. 03.30 og kørte til Sæby. I båden gik det nordpå mod Skagen og sydpå igen mod Løkken. 12 timer senere kunne han lægge til ved molen og lade båden trække på land.

- For jeg har Vesterhavet og Løkken strand i hjertet. Det er der min båd hører hjemme, og derfra jeg helst vil fiske, selv om det er barskt ind imellem, slutter Henrik Nielsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...