Studiestart: En stor samling mennesker på ét sted. Det plejer at være kutyme for Hjørring LIVE. Men ikke i år

HJØRRING: Året 2020 har foreløbigt ikke vist sig fra sin bedste side. Mange mennesker har skullet tilpasse sig en anderledes hverdag, og i det hele taget har året indtil videre været til megen besvær.

Alt sammen på grund af en virus, som blev importeret hertil ad omveje fra Kina, og som nu på femte måned har groet sig fast i danskernes - og ikke mindst hjørringensernes - bevidsthed.

Hjørring LIVE fungerer som en slags stor komsammen, hvor omtrent 2000 studerende bliver rystet sammen gennem fælles aktiviteter og konkurrencer.

Og heller ikke Hjørring LIVE, der hvert år byder velkommen til nye studerende fra de mange uddannelsesinstitutioner i byen, er gået fri af den omsiggribende kattepine, som mange arrangører i år har måttet affinde sig med.

Således kan Dorte Reinholdt, der er udviklings- og kommunikationskonsulent i Hjørring Kommune, berette om ændrede planer som følge af coronavirussens halsgreb på lystige forsamlinger landet over.

- Vi er i øjeblikket i gang med at forberede, hvordan dette års Hjørring LIVE skal foregå. Det bliver ikke afviklet på samme måde som de seneste år, siger Dorte Reinholdt.

Koncert lader vente på sig

En af de aktiviteter, de studerende med glæde ser frem til er "The GAME", hvor der dystes om point i alskens discipliner. Den begivenhed spredes dog nu ud, så den i alt varer et halvt år. Dermed må deltagerne vente i spænding for at finde ud af, hvem der har vundet.

Også koncerten Hjørring Open - Ung Live, der arrangeres af det lokale firma, SparEvent, må lade vente på sig. Den er nemlig aflyst i år.

- Vi har besluttet at aflyse koncerten i år for at undgå en stor forsamling af mennesker på det samme sted, oplyser Dorte Reinholdt.

Sidste år optrådte artister som tyske Italobrothers og DJ'en Kato, der er født og opvokset i Thisted, på den store scene, som tiltrak massevis af feststemte og musikglade unge fra Hjørring-egnen.

Studiestarts-eventet afvikles normalt hvert år i begyndelsen af september og samler alle byens uddannelsesinstitutioner fra 10. klasse og opefter.

De studerende indvies i, hvad Hjørring som by kan tilbyde, og aktiviteterne spreder sig dermed ud til mange af byens parker, seværdigheder og sågar også shoppingcentret, Metropol.

Arrangementet kom til verden i 2012 og bliver altså også afviklet i år. Men på en anderledes måde.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...