Løkkens turist- og handelschef Amalie Andersen, som til daglig arbejder på Løkken Turistbureau, har også svaret på spørgsmålet om, hvordan hun vil bruge sine ekstra feriepenge.

Hvis du skulle vælge en af dine drømme og virkeliggøre den, fordi du nu har penge på lommen til at forbruge, hvad ville du så vælge?

- Egentlig havde jeg ikke tænkt over, hvad jeg ville bruge dem til, da jeg havde den indstilling, at jeg ikke manglede noget og kunne lige så godt lade dem blive i feriepengefonden. Jeg har alt det jeg skal bruge, og kan fint klare mig med det jeg får udbetalt til min lønkonto. Men man må sige, at min holdning har ændret sig. Jeg ser frem til at skal blive boligejer for første gang med min kæreste, og ser det som en god hjælp til vores udbetaling samt hvad der måtte følge vores flytning. Så ses der også mulighed for at lægge noget til side, som kan bruges på at rejse, når tiden er blevet til det igen.

Hvorfor lige det:

- Det er nu ikke fordi min kæreste og jeg selv ikke kan betale for udbetalingen for boligen, men jul er lige rundt om hjørnet, og så giver det lidt luft i budgettet. Desuden, så ved man aldrig om man får de penge at se, når man går på pension. Der kan jo ske så meget.

Er der enighed i husstanden om at den drøm skal indfries?

- Absolut! Vi bor lige nu i en 48 kvm. studielejlighed og har været på udkig efter boligen. Nu har vi fundet den, og vi er så heldige, at vores pengeinstitut vil give hos det lån, vi har brug for. Derfor vil vi gerne komme godt fra start, så vidt som muligt.

Hvis du alene tænkte rationelt, ville du så handle anderledes?

- Hvad er rationelt? Jeg ville nok uanset scenarierne få pengene udbetalt og sætte dem til side. Nu følger jeg meget med i miljøpolitik, og hvad der sker på forbrugerområdet. Der er så meget man kan gøre, eller rettere sagt ikke skal gøre for at belaste miljøet mindst muligt. Så jeg ville nok alternativt have tænkt i den bane. Hvis man ser bort fra mine rejsedrømme.

Har du allerede bestilt eller er du stadig i venteposition?

Jeg mangler lige at få det gjort. Det er altid en lang rejse for mig, når det indvolverer login med NemId, slutter Amalie Andersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...