AFSLUTNING: Læs skoleleder Arne Dørup Jensens dimissionstale til 9. klasses afgangselever på Løkken Skole

Af skoleleder Arne Dørup Jensen.

Kære elever, forældre og medarbejdere

Den mærkeligste skoleafslutning i min mere end 40-årige karriere i den danske folkeskole har vi netop oplevet og gennemlevet. En dimission, der blot ved det anderledes tidspunkt og det skrabede indhold, aldrig vil gå i glemmebogen, er vi godt i gang med. Én ting har hele tiden været sikkert: I skulle ikke snydes for en værdig afsked med grundskolen efter 10 års barndom og ungdom her. Så i fællesskab har vi fundet frem til en form, som I har haft stor indflydelse på hele vejen igennem.

For en skole af vores størrelse i et mindre lokalsamfund er det en stor begivenhed hvert år, når vi sender vores afgangselever fra 9. klasse ud i verden. Alle vi voksne har en oplevelse af, at det er ”vores fælles børn”, som vi skal sige farvel til og sender fra reden. Derfor plejer vi fra personalesiden at deltage allesammen, og I møder frem med jeres forældre. Sammenlagt plejer vi at være op mod 100 deltagere til en festlig afslutning. I år må vi kun være samlet jer elever, klasselærerne og mig, så nogle af jeres nære i familien og på skolen må desværre undlade at være fysisk til stede sammen med os. Det skal selvfølgelig ikke hindre, at vi får en hyggelig afslutning, som man kan følge digitalt derhjemme, helt på samme måde som vi har gjort i det store fællesskab med fællessang hver fredag aften sammen hver for sig. Noget af det, vi har lært i denne Coronatid, er at anvende digitale løsninger, så heldigvis kan jeres forældre være til stede digitalt gennem Google Meet Livestream, så hjertelig velkommen til jer derhjemme også.

En af de sange, som gjorde et stort indtryk på mig i forbindelse med fællessang fredage aftener, var LoveShops debutnummer fra 1990, som jeres forældre i hvert fald kan huske: ”En nat bliver det sommer”. Både musik og tekst havde en helt særlig stemning, der virkelig indgød os allesammen et håb om en fantastisk sommer. Efter en underlig og uvant tid med Coronavirus og en masse restriktioner for samvær har vi allesammen brug for at kunne se fremad mod noget, der er eftertragtelsesværdigt for os alle, uanset hvem vi er. I et land som vores beliggende langt mod nord står sommeren som noget positivt og forjættende, en tid med plads til udfoldelse, som vores afdøde forfatter Knud Holst nok ville have udtrykt det. Sommeren som det, vi gør os parat til at fejre og på forskellig vis har sparet op til eller investeret i. Varme, lange lyse nætter, badning i Vesterhavet og hyggelige måltider rundt omkring i haver eller ved badehuse på stranden. Billeder har vi nok af netop her på vores egn, som folk jo valfarter til netop om sommeren.

Lad os høre, hvordan sangskriveren Jens Unmack har fortolket det:

Nu tændes himlens dybe glød

Og natten kommer fløjlsblød

De drømmende går snart til ro

På mælkevejens stjernebro.

Du længes i mørket

Mod dage med håb og lys

Du kan ikke sove

En nat bliver det sommer

En fjern og fin musik giver dig alt du aldrig fik.

De drømmende længsler mod sommer, som vi her kan tolke som det liv, I alle ønsker at have som selvstændige voksne, kan I garanteret alle genkende. I jeres forår har I nu afsluttet den grundlæggende forberedelse til voksenlivet, men heldigvis har I stadig en længere ungdom tilbage til at få jer gjort helt parat til det forjættede liv som voksen.

Fra en lidt ældre herre som mig, der kan ane efteråret foran mig, vil jeg bede jer om én vigtig ting: Husk at nyde tiden lige der, hvor I er lige nu med de kvaliteter, der ligger i den. For én ting kan I være sikre på: Tiden går hurtigt, og inden I får set jer om, er foråret forbi, og I står i starten af sommeren, hvor alle drømmene skal gå i opfyldelse. At være nærværende i et fællesskab og derved give sig tid til at nyde dette fantastiske livs mange muligheder og skønheder er med til at give jer den livsglæde, som skal bære hele projektet fremover.

19 håbefulde unge mennesker fra 9.L (9 piger og 10 drenge) her i sommeren 2020 er godt i gang med at finde ud af, hvad der skal ske efter folkeskolen.

Pigernes ønsker peger i 2 retninger:

- Efterskole, som 6 piger har valgt - Stidsholt, Hald Ege, Ikast, Try og Ranum

- STX, gymnasiet i Hjørring, som 3 piger har valgt

Drengenes ønsker peger i 4 retninger:

- Efterskole, som 4 drenge har valgt - Han Herred, Åbybro, Halvorsminde og Ranum

- 3 drenge har valgt EUD på EUC-Nord - elektriker, motor og metal samt gastronomi og service

- STX - gymnasiet i Hjørring, som 1 dreng har valgt

- Landbrugsskole i Nibe, som 1 dreng har valgt

- 1 dreng arbejder på sagen og har en fornuftig plan

Vi må i sandhed konstatere, at der er stor variation i jeres ønsker i år. Tophittet i år er helt klart efterskolen, som mere end halvdelen af jer har valgt. I kommer hjemmefra ind i et ungdomsmiljø og får en masse sociale oplevelser, som vil præge jer som mennesker, og som I aldrig vil glemme.

4 på gymnasiet og 4 på EUC-Nord/landbrugsskole er jer, der starter direkte på en ungdomsuddannelse, og med ungegarantien i Hjørring Kommune som sikkerhed føler jeg mig helt tryg ved, at I efterhånden alle finder jeres positive destination.

I ønskes alle sammen al mulig held og lykke med jeres valg.

Vi skal nu tage afsked med jer. Jeg har hygget med at bo dør om dør med jer og har på afstand oplevet jer som en klasse på godt og ondt. I har oplevet, at nogle er kommet til på det seneste, og andre har forladt klassen. Jeg har helt klart mærket en stor modning i klassen i løbet af dette 9. skoleår. Derfor er det med stor fortrøstning, at jeg sammen med jeres lærere sender jer ud i den store, brogede verden i hver sin retning.

Tak til jeres forældre for lån af jer gennem mange år for nogles vedkommende - og tak for et godt samarbejde gennem alle årene.

Også en stor tak til de lærere og pædagoger, der gennem årene har guidet jer frem til det, som I nu skal erobre verden med. Især en dybtfølt tak til jeres klasselærere, Janne og Niels, som i medgang og modgang har stået jer bi med gode råd og tydelig vejledning.

Du længes i mørket

Mod dage med håb og lys

Du kan ikke sove

En nat bliver det sommer

Med disse håbefulde ord ønskes I allesammen al mulig held og lykke med jeres fremtid hver især med tak for alle de gode fælles oplevelser, som vi har haft på Løkken Skole gennem tiden.

God vind til jer alle fremover.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...