LØKKEN: Tidligere på ugen var der roser i blomst på sydmuren ved vores sommerhus. Og så sent som i formiddags så jeg en kuldskær solsort i regnvejret på stakittet hjemme i haven. Den var tavs. Men den kiggede også mod syd! Som et lille tegn på, at den vist også godt var klar over det: At selvom det er koldt og mørkt og vådt, og blæsten får menneskers næser og øjne til at løbe, så vender solen lige om lidt! Klokken 23.23 i aften. Derefter går det igen mod lys og varme og længere dage.

Og så står vi da her – i regnvejret, lige på skumringens tusmørke-grænse mellem årets korteste dag og årets længste nat. Havde det ikke været for månen, der står op om lidt og er fuld i morgen på denne tid, så blev det bare ikke mørkere!

Vor sol er bleven kold, vi er i vintervold og dunkle dage. Solen er på sit laveste mod syd; dagene på deres korteste her i nord. Vi kan simpelthen ikke komme længere væk fra lyset og varmen.

Og byen er stille i hverdagene. Stranden ligger stort set øde hen. Og molen. Bølger sender deres kæmpe skvulp henover og gør den indimellem nærmest uindtagelig. Et par enlige måger vipper på vinden.

På klare dage og for de morgenfriske er morgenhimlen fuldstændig overdådig! Men farverne blegner hurtigt op ad formiddagen, og snart har skyerne malet dagen i deres grå nuancer. Skumringsmennesker går og rager op alene. For de få træer, vi her heroppe, er nøgne, buskene har tabt deres løv. Vi har set det grønne dø og forsvinde, blad for blad.

Og måske synes vi endda, at naturen bare spejler og bekræfter, hvad vi i øvrigt ser i vores egen menneskeskabte verden: Det truede klima, sultkatastrofer, flygtningestrømme, et Europa, der smuldrer, løjerlige og magtfulde præsidenters løjerlige indfald – for nu at nævne i flæng og alt det hjemlige, politiske ufortalt… Havde vi været dyr, havde vi resigneret og var gået i vinterhi – en lang dødlignende søvn i en hule under jorden: Lad det nu bare gå, som det kan!

Men det er vi jo ikke! Vi er mennesker! Vi skal overvintre med sanserne vågne og tanken i live. Så vi må mødes og holde sammen og passe på hinanden. Og vi må klamre os til forundringen og til erindringen og en stædig tro på det, der kan komme:

Så vi tager det sidste levende grønne ind i vores stuer – og binder adventskranse, laver juledekorationer, pynter juletræer. Og tænder lys for det, ligesom for at overtale det til at holde ud og brede sig og fylde vores verden med liv igen: Liv i byen igen. Leg i vandkanten og bare tæer i det varme sand igen. Surfere på bølgerne igen. Drager under den blå himmel, som man må knibe øjnene sammen for at se. Badehuse som perler på en snor, næsten så langt øjet rækker – små oaser af liv og menneskeligt fællesskab på varme sommerdage og langt ind i de lyse nætter.

Og faktisk behøver man ikke at nøjes med at se tilbage for at opdage liv! Vi skal bare ændre synsvinklen og opmærksomheden en lille smule her og nu: Pil lidt i barken, skrab bladene til side! Søvnige bænkebidere med deres trætte følehorn og indspundne pupper sidder helt stille og venter. Under en sten ligger en tudse, næsten uden stofskifte, og blinker klatøjet med øjnene. Mellem jordens rødder ligger usynlige frøkorn skjult og minder om det mærkelige paradoks, at livet er nødt til at visne og dø for at kunne spire igen.

Som mennesker må vi overvintre med sanserne vågne og tanken i live, vi må klamre os til forundringen og erindringen og en stædig tro på, at det hele vil gå i gang og livet tage form igen.

Og vi må – ligesom andre kulturer og generationer har gjort det før os ved denne tid – må vi finde sammen! Som denne kolde eftermiddag ved Vandtårnet og Solhvervssøjlen, hvor vi understreger vores fællesskab med hinanden og symbolsk nærmest fordobler det: En halvstor forsamling med kraverne slået op og hænderne dybt i lommerne – det er os. I kreds om Bodil Dams lille flok på Solhvervssøjlen. De forekommer lidt udsatte, forblæste og kolde, når man passerer dem sådan en vintereftermiddag: Det ældre ægtepar – turisten med sine to børn – på bænken i midten det unge, forelskede par – ved siden af dem har en lille dreng mast sig op, han vil også være med, og det skal han også! Ligesom hunden, der kigger en helt anden vej. Vi er rykket sammen om dem, fryser lidt sammen med dem og med hinanden og bærer det sammen og varmer på den måde hinanden. Mens vi spejder ud i skumringen mod en solnedgang, som ikke kan ses… Men den er derude – det ved vi. Nu går solen sin vej for at skinne på andre. Og i morgen, når den har vendt og været så langt mod syd, som den skal denne vinter, så vil den stå op igen ved vore østvendte kyster. Det ved vi også. Vi mærker det nu. Snart kan vi fejre jul. Det går mod varme og lys og længere dage!

Glædeligt solhverv! Og glædelig jul!

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...