VUG har en nyhed i denne sæson, nemlig Spil & Sjov, der kommer til at foregå i Skummesalen på Vittrup gl. Mejeri.

Floorball, som var sidste sæsons nyskabelse i Vittrup UG, fortsætter selvfølgelig når foreningen igen starter vintersæsonen i den første uge af september.

- Floorball spilles på motionsbasis hvor alle kan være med og nybegyndere er dermed også meget velkommen til at prøve og se hvad floorball er. Igen i denne sæson vil der blive mulighed for at deltage i stævner i landsdelen for de spillere der har lyst til at prøve kræfter mod andre spillere og klubber, lyder det i en pressemeddelelse fra Vittrup UG.

Spil & Sjov skal foregå i Skummesalen foreløbig 3 torsdage inden jul.

- Her er der rig mulighed for spil af forskellige art fra bordtennis, bob til brætspil/kort og også gerne andre ikke elektroniske spil som deltagerne selv medbringer. Spil & Sjov er for alle interesserede uanset alder og færdigheder, fortæller foreningens formand Helge Ulrik.

Der bliver også gode muligheder for at spille badminton i Vittrup den kommende vinter hvor der både kan lejes motionsbaner for hele sæsonen og på timebasis. Som altid er udlejningstimerne prisbillig og placeret på attraktive spilletidspunkter. Er man mere til tennis, er dette også en mulighed indendørs.

Madlavningsholdet for mænd på Hundelev Friskole ”kokkererer” 4 onsdage i løbet af efteråret.

Foreningens indendørs fodboldhold for både damer og senior starter i oktober når udendørssæsonen er afsluttet.

Alle vinterens idrætsaktiviteter foregår i hallen ved Vittrup Fri Fagskole. Nærmere info om de enkelte hold kan ses i annonce i dette blad, i VUGs eget efterårsblad der omdeles i disse dage og på foreningens hjemme- og facebookside.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...