- Race for Oceans 2019 blev en succes, hvor vi ikke mindst havde virkelig gode oplevelser i og omkring Løkken, fortæller initiativtageren til Race for Ocean Signe Simonsen. Hun har en stor forkærlighed for Vesterhavet, er tidligere elite-svømmer samt den første danske kvinde i The 7 Continent Marathon Club.

- Succesen gentages i år, hvor vi kommer til Løkken fredag den 7. august. Lørdag d. 8. august starter også i Løkken, hvor lørdagen slutter af ved Skallerup Klit. Der vil, i lighed med sidste år, også blive arrangeret strandrensninger blandt andre i samarbejde med North Shore Surf.

- Derfor har vi allerede, som en intro, holdt en lille pop up event i Løkken. Der var 67 oceanlovers, som samlede 107 kg havplast. Opslaget havde fået over 12.000 visninger siden vi slog det op på vores Facebook side - Race for Oceans. Meget overvældende og en virkelig flot opbakning. Arrangementet var et samarbejde mellem Vestevent, OutNature, North Shore Surf, Huset Havs og Race for Oceans.

- Vi holder samme arrangement i Løkken lørdag 8. august kl. 08.30-10.00 i forbindelse med Race for Oceans. Det starter ved Fiskernes Hus på Sdr. Strandvej.

Race for Oceans er en event, der henvender sig til alle med passion for havet, og eventen understøtter FN’s Verdensmål 14 – Livet i havet. Formålet er at skabe fokus på den stigende plastikforurening i havene omkring os gennem en stafet fra Sylt til Skagen langs den jyske vestkyst.

Fællesskabet er i højsæde under sportseventen, hvor deltagerne hjælper hinanden med at flytte en depeche fra Sylt til Skagen over 10 dage. Deltagerne enten løber/går på stranden, eller flytter depechen til vands via SUP eller havkajak, alt efter forholdene på den enkelte strækning.

Signe Simonsen siger:

- Første år var en kæmpe succes, og det er fantastisk, at det har været muligt at gentage begivenheden her i 2020. Det har været vigtigt i udviklingen af denne enestående event, at alle kan være med, uanset forudsætninger. Den stigende plastikforurening i havene omkring os er jo en ting, der vedrører os alle, hvorfor der også skal være noget for alle.

Der vil på alle eventdage også blive arrangeret strandrensninger. Disse planlægges i samarbejde med Kommunernes Internationale Miljø Organisation (KIMO), udvalgte kommuner samt ikke mindst lokale ildsjæle. Plastic Change er ligeledes med igen i år som partner. Læs mere om Race for Oceans og de mange tiltag, der gennemføres fra 31. juli til 9.august på www.raceforoceans.org

- Race for Oceans er blevet til i samarbejde med Sol & Strand, Miljøstyrelsen, Volvo Cars, Lunar, MATE BIKES, Greentel, Strandet, GreenGHOST Sportswear, Trac Trac, Hjemhavn samt Suunto og uden deres hjælp havde det ikke været muligt at arrangere Race for Oceans, slutter Signe Simonsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...