Løkken kommer til at summe af liv med musik, foredrag, kunst og aktiviteter for børn

LØKKEN: Kulturhus Løkken, hele skolen og bibliotek samt Løkken Sognegård vil summe af liv, musik, foredrag, aktiviteter for børn og voksne og fantastisk kunst i tre dage i påsken.

- Det bliver en kæmpe oplevelse for alle og en fejring af Kulturhus Løkkens 10 års jubilæum, fastslår formanden Jonna Liv Jensen.

Festivalen foregår fra kl. 10-17 i dagene Langfredag den 19. til påskedag den 21. april.

Fredag kl. 10.30 starter det hele med fernisering. Der er velkomst ved formand for KHL Jonna Liv Jensen og åbning ved borgmester Arne Boelt.

Kl. 11 vil kunstneren Lise Vestergaard præsentere udstillingen Plastic Change.

Der bliver blandt andet også workshop for børn og voksne i udarbejdelse af ideoplæg til Løkken By-mur.

Festivalen byder på flere musikalske indslag. Løkkenkunstner John Kristensen fortæller om ”Rubjerg Knude fyrs historie - som en maler har set og skildret det”, og guldsmed Jon Risdahl, Løkken deler ud af ” En guldsmeds viden”.

Der bliver flere Børnekunstrum med Skattejagt /kunstløb om påskeæg sponseret af SuperBrugsen Løkken. Fri kunstleg og Fritegning på muroplæg for børn og voksne. Arkitekt og kunstner Jørgen Ussing vil lave akvarel og tegning i børnehøjde.

I løbet af de tre dage kan man møde udstillere og foredragsholdere som Jens Sørensen, Lise Vestergaard, Jane Mikolajewich, Maria Jensen, Claus Hassing, Anni Duch, Annette Ulbrichsen, Lena Brammer Klokmose, Ulla Viborg, Kirsten Andreasen, John Kristensen, Lars K Hansen, Jørgen Ussing, Jon Risdahl, Dorte Friis, Lene Marie Brix, Malene Kyed og mange flere.

Det hele slutter søndag kl. 14 med en koncert i Løkken kirke med Villads og Valdemar, som er to unge violin virtuoser fra Berlin.

Til enkelte punkter er der entre, men ellers fri entre til det meste. Det fulde program er opslået på Kulturhus Løkkens hjemmeside samt på Facebook.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...