I Klatreparken Aalborg venter timevis af morskab i højderne - og måske en smule koldsved på panden

SOMMER 2020: Du behøver ikke være Tarzan for at svinge dig mellem trætoppene i Aalborg. I klatreparken, som ligger på Faunavej ved zoologisk have, er lianerne erstattet af stiger, stubbe, tov, net, balancebomme, rutchebaner, armgang, trapezer og masser af svævebaner.

Og det er ikke kun øvede, der kan surfe mellem træerne, siger daglig leder Lee Strømfeldt. Børn og nybegyndere kan også sagtens være med.

- Vi har syv baner, og de seks er nummereret efter sværhedsgrad. Bane 1 er den letteste, mens bane 6 er fysisk krævende og giver sved på panden. Så der er noget for enhver smag, siger hun.

Frit fald

Den letteste bane befinder sig i 1,5 meters højde og kan benyttes af tre-årige og opefter, mens den mest krævende i hele 20 meters højde og med en længde på cirka en kilometer kan benyttes af 12-årige og opefter. Hvis du altså tør. Banen afsluttes nemlig med et Quick Jump – et frit fald fra 14 meter.

Og så er der den syvende bane, der er helt udenfor nummer. På den skal du trække dig hen ad en wire i en halv vintønde, surfe på et surfbræt til det næste træ og køre på bmx-cykel - og selvfølgelig alt sammen oppe i højderne.

Lee Strømfeldt oplyser, at aldersgrænserne på klatrebanerne er vejledende og kan fraviges afhængig af barnets mod, og om en voksen følger med på turen oppe i træerne.

Styr på sikkerheden

Hvis du synes, det alt sammen lyder halsbrækkende, så tag det bare helt roligt. Inden du får lov til at slippe din indre abe løs i klatreparken, vil du nemlig få grundige instruktioner fra parkens instruktører, og samtidig vil du blive iført en sele, som er fastspændt i en sikkerhedswire under hele klatreturen. Du skal derfor ikke være bange for at falde ned.

- Man kan ikke tage sikkerhedsudstyret af eller ved et uheld komme til at koble det fra, når det først er sat fast på klatrebanen. Det er en tryghed for mange at vide det, siger Lee Strømfeldt.

Afhængig af din højdeskræk, kan en lille smule koldsved på panden dog ikke udelukkes.

- Den første gang, man klatrer højt oppe, kan det være grænseoverskridende. Men jeg har hørt mange sige, at de var så optaget af det, de lavede, at de faktisk glemte, at de har højdeskræk, fortæller den daglige leder.

Book tid på forhånd

Sommerperioden er højsæson i parken, så Lee Strømfeldt anbefaler, at du booker tid på forhånd, så du er sikker på at kunne komme til. Hvis du vil gennemføre alle banerne med en god pause mellem hver, skal du sætte omkring fire timer af til oplevelsen.

For dem, der ikke har lyst til at klatre, er det gratis at kigge på og hygge sig på terrassen, der også har udsigt til zoo.

Klatreparken Aalborg ejes af Nils og Maria Bløcher, der har en lignende park i Randers.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...