Fortsætter nogle måneder endnu i SuperBrugsen i Vrå

VRÅ: Tobias Sørensen, der er 23 år og fra Hjørring, er netop blevet udlært i SuperBrugsen i Vrå. I de afsluttende prøver i hhv SuperBrugsen i Vrå og på skolen i Århus fik han topkarakteren 12. Super fedt, sagde Tobias med et stort smil

Hans vej til SuperBrugsen i Vrå har været lidt sjov. Efter Folkeskolen vidste Tobias ikke rigtig hvad han ville, men mange af kammeraterne valgte Gymnasiet – og det gjorde Tobias også. Det kan vel ikke skade, at lære lidt mere, tænkte han, og i 2016 blev han student. Men hvad så? Tja…som student kan man tage et handelsskolegrundforløb på kort tid. Det gjorde Tobias, der efterhånden havde fundet ud af, at han godt kunne tænke sig at arbejde i f.eks Elgiganten eller Fætter BR. Han endte med at få læreplads i Fætter BR, men da firmaet gik konkurs, måtte han søge nye veje. Der var ingen læreplads ledig i Elgiganten, men hans studievejleder kunne fortælle, at der var en i SuperBrugsen i Vrå. Nej…det gad han godt nok ikke, men det var OK med en praktikplads.

Det endte med, at han blev rigtig glad for jobbet i SuperBrugsen i Vrå - en god butik, gode kolleger, god ledelse og hyggelige kunder….og på den måde endte det med en læreplads og en lærlingetid, der blev afsluttet med et 12-tal.

Han elsker at være med til at få en afdeling til at køre – og også kundebetjening. Han holder meget af at hjælpe og vejlede kunderne, og han er allerede kendt for god service med en frisk bemærkning og et smil på læben.

Tobias bliver i SuperBrugsen i Vrå indtil 31.1. 2020. Her vil han kikke efter en stilling som salgsleder for et butiksafsnit, og hvis det går godt vil han måske søge et job som souschef…og derefter måske ad åre som uddeler. Man må sige ambitionerne er der, og løbebanen er lagt. Men ind imellem går jeg også og leger med tanken om at blive underviser på Coop-skolen. Men det er fremtidsmusik.

Jeg har det godt i Vrå, og jeg glæder mig hver dag til at komme på arbejde og møde den faglige udfordring – og kolleger og kunder.

Tobias fulgte mig ud af Brugsen, og på vej ud møder vi en kunde, der ofte kommer der – og hun sagde: ”Åhh…ha-am Tobias…haj er sånt i jøw knejt” – så også her scorede Tobias topkarakter.

LL

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...