LØKKEN: Allerede i foråret overtog Ole Madsen fra firmaet TopVine Butik Banasik i Nørregade i Løkken. Der sælges vine og delikatesser i butikken, ligesom indehaveren også driver webbutik med grossistsalg af vin.

- Det er ingen hemmelighed, at mange har spurgt til, om man kunne komme ind fra gaden og nyde et glas vin nede i de hyggelige lokaler, som vi har bagerst i forretningen, fortæller Ole Madsen.

- Det er nu muligt, indenfor butikkens normale åbningstider eller efter nærmere aftale, efter at vi har fået de formelle ting på plads vedrørende servering, siger han, og tilføjer, at der vil være mulighed for at købe lidt snacks dertil.

- Vi er desuden midt i en hyggelig efterårsferie. Der vil kunne købes gløgg og varm kakao, ligesom der også er muligheder for køb af bl.a. vin, øl, sodavand eller kaffe i vinkælderen.

- Og vi tænder godt op i masseovnen på de kølige dage.

Der arbejdes endvidere på højtryk for senere at tilbyde tapas af høj kvalitet.

Der afholdes forsat masser af vinsmagninger m.m. i Butik Banasiks lokaler.

I forbindelse med besøg i Huset Banasik er der lejlighed til at nyde kunstudstillinger i galleriet.

For øjeblikket udstiller kunstneren Kristina Dam, som kreerer illustrationer samt collage på højt grafisk niveau, som har moderne potentiale i ethvert hjem. Hun skaber personligt udtryk ved at kombinere farver, rammefarver og størrelser.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...