Feripartner støtter Løkkens Maritime Legeplads, Kulturhus Løkken og Løkken Borger- og Haandværkerforening

LØKKEN: Feriepartner Danmark går op i gode oplevelser for både sommerhusejere, lejere og for alle andre, der bor i sommerlandet.

Feriepartner uddeler derfor penge til personer, foreninger eller lokale ildsjæle, der bidrager til at gøre et besøg i Løkken til en god oplevelse. I Løkken har Feriepartner nu uddelt i alt 24.500 kroner i 2020.

Løkkens Maritime Legeplads, Kulturhus Løkken og Løkken Borger- og Haandværkerforening har modtaget en påskønnelse for gode initiativer.

Løkkens Maritime Legeplads ved Per Dam modtog 15.000 kroner.

Kulturhus Løkken støttes med 5.000 kroner til indkøb og opsætning af borde/bænke ved Tjærepladsen. Checken blev modtaget af formanden Jonna Liv Jensen.

Løkken Borger- og Haandværkerforening ved formanden Tom Skjoldborg modtog 4.500 kroner til opsætning af informationstavler i Vendsyssel Plantage.

Modtagerne kom forbi i løbet af eftermiddagen og fik check og blomster overrakt af bureauchef Julia Spiess og souschef Charlotte Rehder Borup.

- Vi er rigtig glad for at kunne støtte netop disse fine projekter, der passer godt til vores ambition om at være en aktiv del af lokalmiljøet, samtidig med at vi gør noget, der tilgodeser vores gæster og kunder, siger Julia Spiess fra Feriepartner Løkken.

- Disse projekter vil være med til at give byens borgere og turister en god oplevelse, og vi glæder os over den lokale dedikation i at skabe oplevelser i lokalområdet, tilføjer hun.

Uddelingen af støttekroner er en del af et landsdækkende initiativ fra Feriepartner-kæden, der består af 26 udlejningsbureauer over hele landet.

- Vi har nu uddelt midler i et par år igennem Feriepartners Oplevelsespulje til gode, lokale projekter over hele landet. Det er vores måde at give lidt tilbage til det lokalsamfund, som er forudsætningen for at vi kan drive forretning og sige tak til de mange engagerede mennesker, der gør Danmarks ferieområder til noget specielt. Særligt i en tid med verdensomspændende krise, rejserestriktioner og stor generel usikkerhed, er det vigtigt at fokusere på det nære og på de mange dejlige oplevelser, der ligger og venter på os i sommerlandet, trods coronakrisen, mener Julia Spiess.

I alt støtter Feriepartnerkæden gode projekter, der medvirker til at gøre landets lokalområder til gode steder at bo og at holde ferie med over en mio. kroner i 2020.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...