550 deltagere i Vendsyssel på Vægten blev opfordret til at give hverdagen et serviceeftersyn

VRÅ: TV-læge Peter Qvortrup Geisling tilbød onsdag aften et serviceeftersyn til deltagerne i taberdysten ”Vendsyssel på Vægten”. Eller i hvert fald fik de indspark til at give deres egen hverdag et servicetjek.

Læge-kendissen gik på scenen i Idrætscenter Vendsyssel foran 550 deltagere, og de fik en aften med masser af inspiration og gode grin i foredraget: ”Giv dit liv et serviceeftersyn”.

- Taberfesten” er godt i gang. Mere end 1,1 ton er smidt og flere end 300 aktiviteter indenfor madlavning, motions- bevægelsesaktiviteter står klar til deltagerne, fortæller Christian Sahl Jensen, der er en del af styregruppen for Vendsyssel på Vægten.

Og tilbuddene til de mange deltagere er mange - og mangfoldige.

3. februar leverer læge, coach og madmentor, Susanne Leerbeck, et personligt og tankevækkende foredrag om madro, kropsro og sindsro. Hun har særlig viden om madafhængighed og følelsesmæssig spisning, og den viden deler hun i Park Vendia 3. februar.

8. februar - midtvejs i taberforløbet - er der planlagt en omfattende motionsevent med fælles aktiviteter. Og her får deltagerne også tilbudt en tur på vægten.

Inden afslutningen på den store taberfest 7. marts, er der foredrag med Anders Lund Madsen 24. februar i Idrætscenter Vendsyssel, og arrangørerne forventer, at han vil gøre selv tunge kalorier underholdende.

- Fælles for foredragsholderne er, at de sætter fokus på sundhed og trivsel og det at have det godt med sig selv, siger Christian Sahl Jensen.

- Vi har erfaret, at det giver deltagerne blod på tanden. Det motiverer dem i høj grad at høre en kendt sætte ord på det, som vi måske godt ved i forvejen.

- For os er Vendsyssel på Vægten ikke et spørgsmål om at tabe sig. Vi vil gerne give deltagerne smag for at være mere aktive, og være mere aktive i fællesskaber. At deltage i gode oplevelser sammen, tilføjer Christian Sahl Jensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...