Kandidater fra 12 partier til debatmøde på Vrå Højskole

VRÅ: Der er gået 3 uger siden debatmøde med EP-politikere, når Vrå Højskole igen byder indenfor til en debataften med politikere - denne gang med folketingskandidater.

- Vi regner bestemt med, at folk igen kan spise stegt flæsk med persillesovs og hvide kartofler. Til EP-vælgermødet stegte vores køkken 140 kg flæsk, og nu til debatmødet med folketingskandidaterne steger vi ca. 160 kg, oplyser Søren Ottzen, viceforstander på skolen.

Konceptet bliver således det samme: Spisning kl. 18.00 og debatmøde med kandidaterne fra kl. 19.30 til kl. 21.30. Og det foregår onsdag den 29. maj.

- Vi havde en fantastisk aften med Mikkel From Nielsen (DR-Nordjylland) som ordstyrer. Ham har vi hyret igen, og vi er sikre på, at vi også denne gang kan få en dybdeborende og ordentlig debat. Vi tror, at Karl Bornhøft (F), Bo Ritterbusch (I), Marianne Jelved (B), Rasmus Prehn (A), Peder Hvelplund (Ø), Henrik Jørgensen (V), Per Larsen (C), Susanne Zimmer (Å), Britta Eckhardt (K), Erik Høgh Sørensen (O), Maria Terese Bartholdy (X), Frode Larsen (N) alle er klar til en fantastisk aften på Vrå Højskole, mener Søren Ottzen, som opfordrer folk til at komme i god tid.

Stegt flæsk og æblekage kr. 50,- betales til Højskolens Venner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...