SOMMER 2020: Folk er vilde med at vandre og færdes i naturen, og Brønderslev Kommune er nu klar til at rulle den grønne løber ud til både turister og egne borgere: Der er postet 300.000 kr. i ti vandreruter, så de er lige til at gå til. Det er kommet ny afmærkning med pile, skilte med information om dyr og planter samt store trærammer til de vandrendes såkaldte instagram-moments er blandt de tiltag, der skal lokke flere ud i det fri.

- Det er blevet trendy at gå ture i naturen, og vi har sindsygt meget smuk natur at byde, siger erhvervschef Marianne Gade, Erhverv & Turisme i Brønderslev Kommune.

Det skal nu kommunikeres ud over rampen med flyers og en oversigt på Visit Brønderslevs hjemmeside.

I alt 90 kilometer vandringsrute ud af de cirka 1000 kilometer, der snor sig rundt hist og her i Brønderslev kommune, har fået nyt liv med en investering på 300.000 kroner.

Der er udnævnt sti-ambassadører, der jævnligt færdes på ruterne - Anni Guldberg Madsen, Brønderslev, er eksempelvis blevet ambassadør på stierne i Søheden. Det betyder, at hun skal melde ind til kommunen, hvis et træ er væltet på en sti - eller det halter med afmærkningen, så folk ikke kan finde vej. Hun vende tommelen op til kommunens projekt.

- Det er da fantastisk at få nogle gode muligheder for at opleve naturen. Jeg kigger selv meget på fugle, når jeg er afsted - og det er bare så afstressende for krop og sjæl, siger Anni Guldberg Madsen.

Der har for nylig været indvielse af ruterne - det skete ved Slettingen og Grevsmosen på Jerslev-kanten.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...