Skoleleder Arne Dørup er klar til at byde elever og forældre velkommen efter sommerferien

LØKKEN: Intet nyt skoleår uden forandringer, og i år sker der flere ting, der har generel lokal interesse, fortæller skoleleder Arne Dørup som her giver en orientering:

Tværfaglige blokke

I alle faserne på skolen vil der som en del af skemaet fremover blive tale om to tværfaglige blokke. Det betyder helt konkret, at alle eleverne i fasen, fx indskolingen, er sammen på tværs af klasserne i 4 lektioner i en blok. De 2 blokke består af hhv. humanistiske og naturfaglige tværfagligheder. I humanfagene er dansk gennemgående i alle faserne sammen med billedkunst og kristendom. I naturfagene består tværfagligheden af matematik, natur og teknologi samt understøttende undervisning.

Øvrige blokke

Et nyt tiltag i folkeskolen handler om mere satsning på de praksisfaglige aktiviteter. Det betyder i udskolingen, at der nu er krav om at aflægge afgangseksamen allerede i 8. klasse i et praksisfagligt valgfag, der starter i 7. klasse. Håndværk og design skal udbydes, og på Løkken Skole har vi valgt at udbyde billedkunst som det andet praksisfaglige valgfag. I 8. og 9. klasse kan der vælges mellem madkundskab og outdooraktiviteter, hvor surfing bl.a. indgår.

På mellemtrinnet dannes der blokke omkring håndværk og design, der ud over dette fag også i turnusordning for 5. og 6. klasserne består af madkundskab og sløjd.

DGI-certificeret udeskole

Mens Vrå Skole helt logisk satser på idræt og bevægelse med sit nære beliggenhed ved Idrætscenter Vendsyssel, så har vi her i Løkken valgt det, der ligger lige for vores fødder: Udeskolen. Vores unikke beliggenhed med nærhed til mangfoldige aktivitetsmuligheder i lokalområdet gør det oplagt at følge dette spor, og hele næste skoleår vil DGI-konsulenter efteruddanne os alle på skolen.

Ungestrategien

Alle børn og unge skal have en positiv destination i Hjørring Kommune. Et enigt byråd vedtog i maj en kommunal ungestrategi, hvor målsætningen er, at alle børn og unge enten er i uddannelse eller job. Der satses mere på samarbejdet mellem skole og erhvervsliv, bl.a. i form af ansættelse af en ny praktikkoordinator og karrierelæringsvejleder, som er én og samme person.

Morten Horne, der har masser af erfaring som tidligere UU-vejleder, skal dække Tårs, Vrå og Løkken Skoler, hvor han skal bidrage med gode idéer i et tæt samarbejde med skolens medarbejdere, så der hvert skoleår undervises 25 timer i job og uddannelse på hvert eneste klassetrin.

ICDP

International Child Development Programme er defineret som en del af distriktsskolernes samlede børnesyn, der ligger til grund for vores måde at agere på i dagligdagen som medarbejdere. Ledere på begge skoler er uddannet, og nu kommer turen til en del af medarbejderne. I dette skoleår vil 6 medarbejdere fra Løkken Skole blive efteruddannet i de 3 samspilsdialoger: Den følelsesmæssige, som lægger op til trivsel - den meningsskabende, der lægger op til læring og den guidende, der sætter rammen for, hvordan vi støtter hinanden. Kursusleder er mangeårig underviser Peter Westmark, og vi ser frem til smitteeffekten af forløbet.

Aula

ForældreIntra kører på sidste vers, og egentlig skulle afløseren AULA allerede være anvendelig fra skolestarten. Dette er imidlertid ikke tilfældet, så vi fortsætter med Forældreintra foreløbig indtil efterårsferien

- Velkommen til skoleåret 2019-20 til alle, slutter Arne dørup.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...