Kunsthåndværker Kari Giebelhausen fejrer 15 år i Lønstrup

SOMMER 2O2O: Hen over sommeren bringer vi en række artikler fra Lønstrup fortalt af Lønstrup Turistforening.

Med turistchef Helle Sigetty som guide kommer vi på rundtur i Lønstrup for at se hvad der sker og for at snakke med nogle af de lokale ildsjæle.

Midt i den barske natur, som præger Lønstrup og dens beboere, blomster kunsten og kunsthåndværket.

Naturens kræfter giver næring til kreativitet.

Faktisk er Lønstrup den by i Danmark med højest koncentration af kunsthåndværkere.

Deres åbne værksteder giver en unik mulighed for at komme helt tæt på kunsten.

En af dem er pottemager Kari Giebelhausen.

Hun holder til i et lille gråt hus på Rubjergvej i Lønstrup med sit værksted og butik Giebelhausen keramik.

Dette år kan hun fejre 15-års jubilæum i byen.

Kari er oprindeligt fra Norge, hun fik læreplads hos Pottemageren Mogens Falkenberg i Lønstrup.

Da hun var færdigudlært, var hun faldet for byen, og beslutningen om efterfølgende at åbne sin egen forretning og værksted var ikke svær.

- Jeg kan rigtig godt lide kontrasten ved Lønstrup som om sommeren er fuld af energi og i vinterhalvåret er der tid til ro og fordybelse, siger hun.

Kari starter året rundt dagen med en dukkert I Vesterhavet .

- Vi har en fantastisk natur, som giver os inspiration - og der er også et stort fagligt netværk i Lønstrup med mange kunsthåndværkere. Vi er hinandens kollegaer og sparrer ofte med hinanden, siger Kari.

Hendes eget keramik, som hun kalder Pippi Prik, inspireret af Pippi Langstrømpe, er kendt langt udover Lønstrups grænser.

Når man træder ind i hendes forretning, forstår man hurtigt hvorfor.

Farvestrålende brugskeramik, smukt udsmykket i en bred farveskala og fabulerende keramiskske figurer møder en, så snart man træder ind ad døren og står i skarp kontrast til den grå husfacade.

Det er vanskeligt ikke at blive fascineret af hendes Pippi Univers.

- Jeg synes selv, jeg har verdens bedste arbejde og arbejdsplads, understreger Kari.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...