LØKKEN: I anledning af det nyligt erobrede verdensmesterskab i håndbold blev Havfruernes nytårskoncert utraditionel indledt med, at alle sang med på ”Der er et yndigt land”, og så var stemningen godt i gang.

Det var Lions Club Havfruerne Løkken-Vrå som havde inviteret til Nytårskoncert i Sognegården Løkken.

Det ordinære program startede med en afdeling sange ved Løkken kirkes Voksenkor under ledelse af organist Claus Bach Nielsen.

Koncerten fortsatte med optræden af Michael Sloth Pihl. Han sang først en af sine egne sange: ”Der er noget smukt ved alting”. Han fortsatte med ”Face” en tekst af Knud Holst, som han har sat melodi til, og Michael Sloth Pihl sluttede med en tekst og melodi skrevet efter en vellykket ferie i Göteborg.

Efter pausen underholdt Brønderslev Harmoniorkester med både kendte og ukendte muntre melodier med Tyrolerhatten som et af højdepunkterne.

Overskuddet fra nytårskoncerten tilfalder i år Løkken Miniby.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...