VESTKYSTEN: Udenlandske gæster skal kende den danske vestkyst som én samlet destination, og den opgave er der nu for alvor taget hul på. Det sker i et samarbejde mellem 10 vestkystkommuner, herunder Hjørring, Jammerbugt og Thisted kommuner. Derudover er Partnerskab for Vestkystturisme, Dansk Kyst- og Naturturisme og VisitDenmark tæt involveret i projektet.

I forlængelse af den fælles udviklingsplan for Vestkysten, der blev lanceret juni 2018, er det første spadestik til udviklingen af et fælles brand og en samlet kernefortælling for Vestkysten nu taget. På en række workshops er en arbejdsgruppe bestående af Vestkystens turist- og destinationschefer blevet aktiveret og har sammen med kreative konsulenter tegnet de første streger til et brand, en visuel identitet og en kampagne, der ventes at blive skudt i gang på den anden side af sommerferien.

Brandet og kampagnekonceptet kommer til at danne ramme om VisitDenmarks fremtidige markedsføring af Vestkysten som rejsemål.

- Behovet for en fælles fortælling er der ingen tvivl om, mener Sisse Wildt, som er kommunikationschef i Dansk Kyst- og Naturturisme og mærker stor opbakning til samarbejdet.

- Det vidner om, at mange aktører langs Vestkysten, lige fra den lille oplevelsesudbyder til de store attraktioner og overnatningssteder mv., har savnet et fælles brand, som de kan markedsføre Vestkysten under – som en samlet destination, siger hun og fortsætter:

- En tysker eller en nordmand tænker ikke over kommunegrænserne, men ser de mange større og mindre kystbyer som en del af den samme rejse, og med en stærkere identitet står Vestkysten bedre rustet i den globale turismekonkurrence. Vestkysten er allerede et stærkt brand herhjemme og i udlandet, men vi skal være endnu mere tydelige i den fælles fortælling for at trænge igennem med alt det spændende og smukke, som Vestkysten byder på.

Det kreative bureau Fireball fra København skal hjælpe med at koge Vestkystens unikke brand-værdi ned til en samlet fortælling. Med deres kreative og visuelle kompetencer skal de blandt andet være med til at skabe en stærk visuel profil for Vestkysten.

- Danmark nyder ikke godt af en høj kendskabsgrad i udlandet, og set i fugleperspektiv er det ofte storbyerne som København og Aarhus eller Billund og Legoland, der er mest kendte. Men Vestkysten har jo med sine ca. 550 km kyststrækning og sin uberørte natur et kæmpepotentiale for at blive et superbrand – ”Nordsee”, som man siger i Tyskland – men vi skal tænke større og mere internationalt, hvis det skal lykkes, siger Anna Oosterhof, turismeudviklingschef i Hjørring Kommune.

- Derudover er bæredygtighed et tema i hele verden, og her har Vestkysten en klar fordel, særligt på vores nærmarkeder. Vi kan godt konkurrere med yoga-ferier i Thailand på ro og det at komme ned i gear på ferien, men ferie i eller tæt på eget land er en mere klimavenlig ferie, og det er endnu et stærkt kort på hånden i markedsføringen. Endelig er der power i konstellationen med 10 kommuner og de nye større destinationsselskaber, som er på vej, så nu skal vi bare ud over rampen med dels den store, overordnede fortælling om kysten og naturen, men også de mange varierede oplevelser, der findes langs hele Vestkysten.

På sigt skal fortællingen og brandet understøttes af fysiske elementer, som kan være med til at understrege og styrke sammenhængen på Vestkysten. Det kan fx være fælles skiltning og wayfinding eller udvikling af signaturpunkter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...