Helle Grove Karlsson og kok Bo Karlsson har teamet op med smørrebrødsjomfru Sicilie Schultz og kok Rolf Christensen

HJØRRING: Der står faglærte og ambitiøse kokke bag komfuret i Vidstrup Forsamlingshus. De frister med lækker mad lavet fra bunden, og de går ikke på kompromis med kvaliteten - samtidig er der selvfølgelig mad nok på tallerknerne til at gøre både store og små mætte.

Kok Bo Karlsson har sammen med Helle Grove Karlsson haft værtskabet i Vidstrup de seneste tre år - og sideløbende med opgaverne har de begge passet fuldtids job. Bo som underviser på FGU Vendsyssel og Helle som lærer på Muldbjergskolen.

Nu har de fået forstærkning af Sicilie Schultz, der er udlært smørrebrødsjomfru og kok Rolf Christensen. Og hermed kan der skrues gevaldigt op for blusset i Vidstrup-køkkenet - både i forhold til arrangementer i forsamlingshuset og mad til selskaber ud af huset.

Samarbejde i køkkenet

Rolf og Sicilie har senest drevet Restaurant Stokbrohus i Hjørring, men det unge par var kun lige kommet i gang, da corona-krisen tvang dem til at smide viskestykket i ringen. Helle og Bo besøgte restauranten flere gange som gæster, og de nød både maden og det unge værtspars selskab. Da Sicilie og Rolf lukkede restauranten, havde de aftale om levering af mad til nogle selskaber ud af huset, og de lånte køkkenplads i Vidstrup.

De mange snakke og ”møder” har udviklede sig til samarbejdet om køkkenet i Vidstrup Forsamlingshus.

- Og det er forløbet gnidningsfrit, er værtsfolkene enige om.

Ro i maven - kvaliteten er sikret

Vidstrup Forsamlingshus er populært til både fester, møder, koncerter og fællesspisninger. I hverdagen er huset benyttet af lokalområdets foreninger, der fylder det med aktiviteter. Og lige nu er huset udlejet i dagtimerne til FGU Vendsyssel.

Værtsfolkene driver huset i tæt samarbejde med Foreningen Vidstrup Forsamlingshus.

Helle og Bo bor i Vidstrup og sagde ja til at overtage værtskabet for tre år siden, så byens forsamlingshus fortsat kunne danne ramme om fester, møder og aktiviteter.

- Vi ville skabe nyt liv i huset. Men vi skal ikke stå her hver weekend. Så nu har vi overdraget mange af festerne til Sicilie og Rolf.

Og det gør de med ro i maven. For Bo Karlsson er en ærekær kok, der ikke vil servere hverken præfabrikerede, flødestuvede kartofler eller tør roastbeef for sine gæster. Og han og Helle har oplevet samme indstilling til maden hos Sicilie og Rolf.

- Vi kan hundrede procent stå inde for både mad og kvalitet - Sicilie og Rolf går ikke på kompromis med noget. De leverer mad af høj kvalitet, siger Bo og Helle og understreger, at de selvfølgelig også fortsætter køkkenet i Vidstrup Forsamlingshus.

Mere liv i huset

- Vi skal have mere liv i huset på den fede måde. Vi vil gerne have fester i huset hver eneste weekend, og Rolf og Sicilie skal stå for de fleste af dem. Vi vil helst ikke sig nej til fester og arrangementer, forklarer Bo Karlsson.

- Vi vil gerne have vores gode renomme spredt til mange, og det er dejligt at Sicilie og Rolf kan være med til at løfte det, tilføjer Helle og Bo.

- Og maden er selvfølgelig vigtig. Men det handler også om at skabe god stemning som værtsfolk. Det er utrolig vigtigt, siger Helle.

Mortens aften planlagt

Sicilie og Rolf ønsker at gøre arbejdet i forsamlinshuset til deres levebrød. Og allerede nu er der bestilt mad til flere konfirmations-fester i foråret.

Det nye væretspar er også parat til at holde en hyggelig Mortens Aften 10. november i samarbejde med forsamlingshusets bestyrelse.

- Og aftenen holdes med corona-hensyn. Vi vil gerne have folk ind, så vi kan hilse på dem, siger Sicilie og Rolf.

Desuden frister de med både julemenuer og nytårsmenuer ud af huset.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...