Bestyrelsen gik simpelthen online - og det var en effektiv mødeform

LØKKEN: For første gang i historien har Løkken Varmeværks bestyrelse afholdt et bestyrelsesmøde online. Det vil sige, at medlemmerne sidder hjemme ved hver sin computer, hvor alle er med på samme tid og kan tale sammen.

Under ekstraordinære forhold må der findes ekstraordinære løsninger, og det bliver der. For at undgå at mødes fysisk blev der indkaldt til et virtuelt bestyrelsesmøde.

Formanden Keld Emil Damsgaard siger efterfølgende at det er en god og effektiv mødeform.

- I forhold til effektivitet, så var det en fantastisk mødeform. Jeg vil ikke afvise, at det kan blive noget, vi ind imellem vil benytte fremover.

- Det er effektivt og tidsbesparende, så i en snæver vending så er det optimalt. Også driftslederen deltog fra varmeværkets kontor, hvor fornødne oplysninger findes, så der var ikke noget, vi ikke kunne gøre, forklarer formanden.

- Men jeg vil sige, at vi også fortsat vil mødes personligt, når det igen bliver muligt. Der mangler den udenom liggende snak om små informationer, som naturligt dukker op, når vi sidder sammen.

- Og for slet ikke at tale om den sociale dimension. Vi skal huske, at bestyrelsesarbejdet er frivilligt, og det sociale samvær er værdifuldt i denne sammenhæng, understreger Keld Emil Damsgaard.

Løkken Varmeværk støtter og forsøger at understøtte alle regeringens anbefalinger, og vi opdateres løbende af Dansk Fjernvarme der har sæde i Den nationale operative stab.

- Allerede tidligt lukkede vi vores kontor for personlig betjening for at sænke smitterisiko for vores driftspersonale. Et område, hvor vi med få driftskyndige, er sårbare ved samtidig sygdom. Vi iværksatte ligeledes at evt. driftsnødvendige personlige besøg på værket ikke sker i driftsområde og kontrolrum, forklarer Keld Emil Damsgaard.

- Vores drift fungerer problemfrit, og vi vil vi tage alle initiativer til at sikre den fortsætter med uanset omstændighederne. Vi beder alle hjælpe med at minimere henvendelser til værket i størst muligt omfang, og ved særligt behov kun via elektroniske medier. Vi besvarer henvendelser i den takt det ikke indvirker på driften.

Indkaldelse til generalforsamlingen er aflyst. Når det igen er muligt at afholde generalforsamling, vil generalforsamlingen igen blive indkaldt med det varsel, som fremgår af vores vedtægter.

Bestyrelsen forsætter indtil generalforsamlingen er afholdt, og der på denne bliver valgt en ny bestyrelse.

- Bestyrelsen og ledelsen af selskabet sikrer, at der fortsat kan leveres varme og varmt vand til vores kunder. Den igangværende udskiftning af varmemålere er indstillet indtil videre, slutter formanden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...