Der er rift om bryghusets øl, som bliver promoveret på festivaler, markeder og andre kulturarrangementer

Af Helle Christiansen

VRÅ: Idrætscenter Vendsyssel dannede lørdag d. 11. maj rammen om Vrå Bryghus A/S’ generalforsamling. Dagsordenen bød bl.a. på status på bryghusprojektet, og hvad der fremover kommer til at ske.

Men man startede selvfølgelig med øl. Da der først var blevet lokaliseret en passende forlængerledning, kunne de små, medbragte fadølsanlæg sluttes til, og øllet flyde. Aktionærerne kunne fylde glasset med de fire Vrå Bryghus øl, der for øjeblikket er i hanerne: Junipepperper, Den Gyldenblonde, Særimner og Brown Ale. Og der blev ivrigt udvekslet synspunkter om øllet – alle har deres egen favorit.

Herefter gik bestyrelsesformand Jan Djernæs efterfulgt af direktør Erik Balle på podiet. De kunne fortælle, at bryghusprojektet nærmer sig slutningen af fase 1, hvor fokus er at skabe et sundt økonomisk grundlag for projektets videre udvikling.

Der er rift om Bryghusets øl, som er blevet promoveret på festivaler, markeder, i forbindelse med Vrå Revyen og andre kulturarrangementer, ved cykelløb og cykelstisindvielse – listen er lang. Bryghusets bar og café er godt besøgt i de faste åbningstider fredag og lørdag eftermiddag af en skøn blanding af ’stamkunder’ og nye gæster både indenbys og udenbys fra.

Huset er desuden blevet et populært sted at afholde private såvel som virksomhedsarrangementer. Med madforsyninger fra Vrå Højskole og den lokale SuperBrugs bliver der afholdt alt fra ’virksomhedsfredagsbarer’, til fejring af fødselsdage og andre private mærkedage, foredrag, foreningskomsammener, kommunale møder osv.

Der arbejdes stadigt på diverse små og større håndværkeropgaver omkring Bryghuset. Lige nu er de frivillige ’Uhrenholdts Gård-drenge’ fra den anden side af gaden f.eks. i gang med at bygge en stor terrasse foran Bryghuset, så gæsterne fremover også kan sidde udenfor, når vejret arter sig.

Den næste større udfordring på bryggerisiden er at få øl på flasker, og det håber bryggerholdet at komme i mål med inden for den næste måneds tid. Det er nemlig ikke bare ”sådan lige”, som Erik Balle forklarede – bryggeriets pasteuriseringsmaskineri skal op at køre, der skal trykkes etiketter osv. Og så skal man også lige bestemme sig til, hvad det er for nogle øl, der i første omgang skal flaskeføres.

Projektets fase 2 kommer til at løbe over 3 år og dreje sig om mulig erhvervelse af hele den gamle stationsbygning og den store renoveringsopgave, der følger med det, men i høj grad også om videreudviklingen af den socialøkonomiske del af projektet.

En del af finansieringen af fase 2 skal komme fra en ny aktieemission – og den er lige om hjørnet. Der vil blive udbudt 600 aktier á 1 000 kr. stykket, i første omgang til de godt 250 eksisterende aktionærer, sådan som vedtægterne forskriver, og dernæst til nye aktionærer. Der er allerede en del, der har forhåndsreserveret aktier, kunne Erik Balle rapportere, så optimismen er stor.

Bryghuset, som kan smykke sig med titlen som Danmarks første – og eneste – socialøkonomiske bryghus, opfylder alle de formelle kriterier som RVS (Registeret Socialøkonomisk Virksomhed). Det har et socialt formål og en social håndtering af overskud efter skat, og det er erhvervsdrivende, inddragende og ansvarlig, samt uafhængig af det offentlige.

Et af projektets udtalte mål for fase 2 er at hjælpe udsatte grupper af mennesker, der ikke kan finde fodfæste på det traditionelle arbejdsmarked, gennem udviklingen af nye arbejdspladser på særlige vilkår og i samarbejde med omkringliggende erhvervsvirksomheder. Det vil også give Bryghuset mulighed for f.eks. at øge ølproduktionen og udvide sine åbningstider. For øjeblikket hviler bemandingen af Bryghuset i de faste åbningstider og ved de mange arrangementer, der afholdes i huset, udelukkende på skuldrene af de frivillige i projektets støtteforening, Vrå Bryghus Venner.

Hvis man gerne vil være aktionær i Vrå Bryghus, kan man forhåndsreservere aktier i forbindelse med den kommende aktieemission på www.vråbryghus.dk. På hjemmesiden kan man også finde informationer om, hvordan man booker et arrangement på Vrå Bryghus. Hvis man er interesseret i at melde sig ind i støtteforeningen Vrå Bryghus Venner og måske selv blive frivillig, kan man kontakte Dorte Alstrup (DA@hj-gym.dk).

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...