Nye navne på scenen i Hønsehuset

VRÅ: Det er ikke helt tilfældigt, at titlen er: ”No ska’ I bar’ hør’”.

Tekstforfatterne har været flittige, der er mange gode numre at vælge imellem, siger instruktør Anne-Mette Nors med sved på panden. Og kapelmester Andreas Svaneborg erkender, at han ind imellem må helt op på sorte tangenter.…

Jo, der øves wilden sky i Hønsehuset. Årets Vrå-Revy er på trapperne, og hvis man nævner det mindste om, hvad den handler om, får man tungen skåret af. Derfor ikke et ord om, Vagn Hansen, Varme Jens og Lindy….

Revyen kører fra fredag i uge 40 til fredag i uge 41 – og billetter kan bestilles på nettet på ”Datsbilletten”

De sidste to år har der været 6 skuespillere på scenen”..Å no ska I bar’ hør’ her..i år er der ikke mindre end 9. Pia Hostrup Bølgestrand og Ditte Biegel er nye i revysammenhæng, og hertil kommer garvede kræfter som Mads og Toke, Morten Pedersen, Lars Boelt, Helle Larsen-Ledet, Anne-Mette Nors – og en ny…gammel…Sven Bertelsen.

Har man lyst til at nyde en velsmagende Revy-menu inden forestillingen, kan man gøre det i Idrætscenter Vendsyssel fredag d. 4 og mandag d. 7. 10. – og her er ikke sparet på noget.

Der er allerede godt gang i billetsalget, siger Lisbeth Bak – så skynd jer….og hvis det kniber med netbestilling, så få børn og børnebørn til at hjælpe.

Vrå-Revyen 2019 er i fødselskanalen, og alt tyder på, at et smukt, sjovt og velskabet barn er på vej – og barnet har noget på hjerte.

LL

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...