VRÅ: Den har tjent Varmeværket i utallige år, og både Varme-Jens og Christian Clausen har i embeds medfør tilbagelagt adskillige kilometer på den gamle cykel. Den er købt ved Cykel-Harald engang i 60-erne, og er for længst blevet afløst af en varebil. Den blev sat til side, og allerede dengang var den ved at være noget brøstfældig. Varmeværket vidste godt at cyklen rummede en historie, så den blev stående i mange år…men her i efteråret var den på vej ud. Den blev i sidste øjeblik reddet af Christian Clausen, der spurgte, om Uhrenholdts Gård måtte få den. Varmeværket sagde ja…endda med glæde, for Uhrenholdtfolkene ville restaurere den gamle cykel, og bruge den til budkørsel og måske andet sjov i byen.

Christian Clausen og Bent Christensen tog opgaven på sig, og fik svesken på disken. Den blev skilt af i atomer. Stellet blev slebet og malet, alle skruer fornyet, buler i skærmene blev banket ud, lejerne blev smurt, nye dæk, nye ledninger trukket. Og de klarede også den allersværeste opgave – kranken.

En gammel cykelhandler i byen er citeret for at have sagt: ”Jah….la dem båår skruw på djer cykler…men nær de kommer te krånki….så ma de sgu ji op..”

Det gjorde Christian og Bent ikke, og nu er den gamle og genoplivede cykel – med Uhrenholdtfolk i sadlen, igen klar til at være en del af gadebilledet i Vrå. En god gerning, og Uhrenholdtfolkene har igen gjort noget, der understøtter tradition og fornyelse.

LL

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...